banner

Dagbog fra turen i foråret 2005 til Frankrig og Holland

Vi startede kl. 0430 fra Aabenraa. Det var stadig mørkt, men vi var forholdsvis friske. Det gik fint deruda` og lige før Hamborg lavede vi et rast og fik noget morgenkaffe. Klokken var ved at blive 7, og morgentrafikken i Hamborg lå forude, men det var der ikke noget at gøre ved, vi manglede noget at spise, lidt kaffe og ikke mindst en pause. Det var rigtig dejlig med en pause, og så var vi klar igen…..
MEN det tog tid at komme gennem Hamborg, der var sket et færdselsuheld kort før tunnellen, så der var kø – stop and go i ca 1 time ( der var mere stop end go) og hele tiden kom der nogle kørende ned på motorvejen, og de ville åbenbart også med i køen.
Uheldet var for længst forbi da vi kom til ulykkestedet, politiet gik og målte, men vejen var total fri, og lige pludselig så var der ingen kø mere. Hvis nu tyskerne var lidt bedre til at køre i kø, så var det nok gået lidt hurtigere, men de skulle absolut hele tiden krydse spor.
Derfra gik det fint, vi holdt nogle gode pauser undervejs, og det går jo ikke så stærkt med en campingvogn på krogen. Ca. ved 15 tiden ankom vi til den campingplads vi havde udsøgt os. Vi stolede ikke helt på navigatoren ( jeg kunne nemlig ikke finde den helt præcise adresse) så vi holdt ind på en anden campingplads og spurgte om vej. Da var vi ca. 1 km fra vores plads… og navigatoren viste os den helt rigige vej.

Den plads vi havde udvalgt er med i campingcheque ordningen - De Zanding i Otterlo.

Pladsen vi havde fundet var en rigtig fin plads, og sikken en vejr – solen skinnede og da vi havde fået vores plads, sad vi ude foran og nød solen. Der er ret stille på pladsen, men en flot plads, med rene og pæne faciliteter. Senere gik vi en tur rundt på pladsen, alle tiders plads, og her er sikkert masser af liv i højsæsonen. Til aftensmad fik vi spagetti med ketchup og et stykke rugbrød. Ikke det helt vilde, men det smagte nu rigtig godt. Det bliver vist tidlig sengetid i aften, vi har været tidlig oppe i dag, og i morgen er der atter en lang vej at køre

 
Dag 2 - fra Holland til Frankrig
Vi startede kl. 0700 fra Otterlo. Ret tidligt, men vi havde jo også en lang dag foran os. Efter et lille stykke tid fik vi lidt ekstra morgenmad hos McDonald ved Breda. Et lækkert morgenmåltid og så var vi klar til at fortsætte. Turen gennem Belgien gik ret nemt og kun med lidt kø engang imellem.
Så kom vi endelig til Frankrig – turen gennem det nordlige Frankrig er ret bakket ( flere 6% stigninger og fald) og en flot tur. Efter flere timers kørsel, nærmere betegnet ved 16 tiden, så begynder vi at nærme os Fecamp. Det regnede flere gange undervejs og særlig da vi kørte nord for Rouen – det lovede ikke godt for at få forteltet stillet op, men lad se hvad der sker…..

Da vi ankom til Fecamp skinnede solen og vi kørte op til campingpladsen. Klokken var nu ca. 17 og vi fandt en god plads. Der var ikke ret mange på pladsen, så vi kunne vælge mellem flere gode pladser. Vi fik teltet stillet op i tørvejr – regnen kom først lidt senere….
Vores plads er bare god, vi kan sidde og kigge på havet, klinterne og kan også se molen ved havnen.
Vi har boet på pladsen før, så vi vidste godt hvad vi kunne forvente, og vi glædede os til opholdet på pladsen. Godt trætte fik vi lidt let aftensmad og slappede af og gik tidlig i seng.

 

Dag 3 - Fecamp
Vi sov længe, i hvert fald i forhold til de 2 tidligere dage, Fik morgenmad i fred og ro og nød morgenen. Vejret var rigtig godt, solen skinnede og det var ret lunt. Efter morgenmaden gik vi en tur rundt på pladsen, og nød udsigten de forskellige steder.
Campingpladsen har en rigtig god beliggenhed - tæt på byen og med havudsigt. De fleste af pladserne har en god udsigt, enten over havet eller over byen, enkelte pladser har begge dele.

Lidt senere på dagen kørte vi over på den anden side af havnen og op på toppen af bakken. Herfra var udsigten også flot, vandet var turkisgrønt, solen skinnede hvad kan man forlange mere på en dejlig forårsdag i Fecamp.

 

Dag 4 - Yport
Da vi havde fået morgenmad satte vi kurset sydpå til Yport. Vi kørte med meget små veje (det var vist godt der ikke kom nogle modkørende). Byen Yport er næsten som et y – en vej ind til byen som deler sig i 2. Vi fandt en p-plads og gik en tur rundt i byen, det var en lille hyggelig by. Da vi kom ned til stranden, så blev det rigtig flot. Der var ebbe, og flere mennesker gik ude og samlede ting og sager på havbunden. Et flot sted, og vi sad og nød udsigten fra en cafe hvor vi drak en kop kaffe. Som flere andre steder ligger der et casino nede ved vandet, og i denne by var det en meget markant bygning som bestemt ikke pyntede.

Da vi kom til Fecamp igen, gik vi en lille tur til byens turistbureau og hentede et par brochurer. Derefter sad vi nød vejret på en fortovsrestaurant nede ved havnen. Vi handlede nogle dagligvarer, og kørte hjem på pladsen og nød solen.

 
Dag 5 - Honfleur
Honfleur ligger lige efter Le Havre, man skal blot lige krydse broen ”Pont du Normandy” – en flot bro, faktisk kørte vi over 2 broer, men det var med i prisen. Betalingsterminalen til broen ligger imellem de 2 broer, og der er også en rasteplads, så man kan holde og nyde udsigten.

Hvis man har lyst, så er der endda mulighed for at gå over broen. Broen er meget høj, så man skal bestemt ikke lide af højdeskræk hvis man vil tage den tur. Jeg skal i hvert fald ikke gå den tur, det er alt for højt oppe og så skal man jo holde sig til den smalle fodgængerzone helt ude ved kanten.

Så kom vi til Honfleur, en lille køn by. Vi fandt hurtig en p-plads ( der er faktisk ret mange i den lille by) og det første syn vi mødte var et springvand midt i rundkørslen og masser af blomster i midterrabatten. Et flot første-indtryk af byen.
Byen er helt klart et besøg værd, og nok bedst uden for højsæsonen, det er en rigtig turistby. Her er alt det mange turister søger, en havn, flotte gamle huse, smalle gader, og masser af miljø.

Der er virkelig mange flotte steder i byen, og vi gik en lang tur rundt i byen, vi så ikke hele byen, men fik nok set meste i centrum og også en del af det som ligger lige udenfor.
En by hvor der er masser af motiver der fanger kameralinsen, et rigtig spændende sted for amatørfotografen.
Efter den lange travetur, så ville vi køre lidt rundt uden for byen, og vi fandt da også det vi søgte, vi kørte blot lidt længere end det var nødvendigt, men hvad gør det. Vi kom til 2 forskellige udsigtspunkter – det ene sted ( Mont Joli) var der en flot udsigt over byen, og et andet sted var der udsigt over floden Seinen og til Le Havres industribydel.
Efter en masse dejlige indtryk, kørte vi atter hjem til Fecamp.

Denne aften ville vi på restaurant og spise, og vi fandt en lille hyggelig restaurant nede i byen. Vi gik ned i byen, så da vi kom, var vi begge godt trætte, det havde været en lang dag og med masser af motion.

 
Dag 6 - Fecamp
I dag blev vi hjemme, og hvilken dag. Det har bare været sommer i dag, vi gik en tur ned i byen, sad på promenaden og fik en øl. Solen skinnede og vi nød bare det dejlige sommervejr.
Hele dagen har der været dette herlige vejr, og vi manglede faktisk noget sommertøj, vi havde ikke lige forventet at det blev så varmt på denne tur.
Hjemme i teltet sad vi og kiggede hvad der skete på pladsen. Der er kommet en del flere campister på pladsen, faktisk er der ved at være ret godt besøgt. Der er rigtig mange autocampere, mindst lige så mange som der er campingvogne. Et par enkelte i telt er der også, men det er ikke så meget endnu.En dejlig sommerdag, denne d. 30. april her i Fecamp. Man tror næsten at det er sommer, der er masser af blomster og alle træer er sprunget ud. Man kan se æbletræer i blomst, og naturen er rigtig flot. Men at der er forår, kan ses på at mange af blomsterbederne i byerne består af tulipaner og stedmoderblomster.
 

Dag 7 - Dieppe, Offranville og St. Valery en-Caux
I dag ville vi køre nordpå til Dieppe. Byen har faktisk fået af vikinger, de kaldte byen deep pga den dybe havn, og det er senere blevet til Dieppe.
En flot by – med masser af blomster på byens gader. Vi fandt en p-plads og gik først lidt rundt i byen. Vi ville besøge byens slot/borg, men ak, der var lukket. Normalt har museerne lukket mandag, men dette havde også lukket pga. 1. maj. Så vi gik videre ned til strandpromenade. Byen skulle have den længste strandpromenade af alle byerne langs denne klintekyst. Det var en lang promenade, og den var rigtig flot og bred. Vi sad og nød solen og fik lidt at drikke på en af de mange restauranter på promenaden. Det var rigtigt varmt - en rigtig sommerdag. Der var ret mange mennesker på promenaden, nogle gik, andre joggede, løb på rulleskøjter, løb med løbehjul. Et spændende sted med masser af liv.
Promenaden var rigtig lang, og vi så en del af den. vi gik op i byen igen - det hele lå lige ved siden af hinanden. Langs havnekajen var også en lang bred promenade. Det var ret lavvandet da vi gik der, og der var langt ned til lystbådene, jo havnen var dyb.....Vi spiste lidt frokost og slentrede efterfølgende lidt rundt i byen.

Da vi havde set det vi ville se, kørte vi videre til parken i Offranville. Måske havde den også lukket, det er jo 1. maj. Vi ankom til byen og fandt også skiltet til parken, vi skulle dog lige køre ind på en campingplads først, og så var indgangen til parken der skam også. En flot park, desværre ikke så mange blomster lige nu, alle løgblomsterne var visnet og de næste blomster var først på vej.

Derfra kørte vi til St. Valery en caux, det skulle være en lille hyggelig by som også lå ud til kysten. Da vi ankom til byen var der rigtig mange biler, så gad vide om vi kunne finde en p-plads. Det lykkedes og så måtte vi op i byen og se hvad der var los. Der var 1. maj marked, og det var et rigtig kræmmermarked med alt muligt, og meget af det var ting som var sorteret fra derhjemme – enten af legetøjet eller bare sådan generelt. Vi gik lidt rundt i byen, og kørte hjem til Fecamp.

Opvasken fra i går stod der endnu, så den blev lige vasket op, og derefter gik vi ned i byen, vi ville bare have en pizza til aftensmaden.I aften var der en rigtig flot solnedgang

Dag 8 - Fecamp
Afslapningsdag - Om formiddagen blev vi hjemme på pladsen og lavede ikke ret meget. Vi pakkede fortelt sammen, og håbede det ville blive i tørvejr, men det begyndte ikke ret godt, det regnede og så skinnede solen. Solen fik dog overhånd og vi fik det pakket tørt sammen. Over middag kørte vi hen til supermarkedet og handlede lidt forskellige ting.
Inde i supermarkedet var der ret højt til loften, så højt at der var nogle fugle som byggede rede oppe under taget – gad vide hvor de fandt redematerialer….
 
Dag 9 - fra Frankrig til Holland
Dagen gik med køreturen til Holland. Vi kørte over Lille, og det var nok en lidt kortere tur, til gengæld kørte vi forkert rundt om Antwerpen, og det kostede vist lidt tid. Navigatoren sagde godt nok det rigtige, men da der stod Gent på et af skiltene, så mente vi at det måtte være den rigtige vej, men det var det ikke. Vi ankom til Holland ved 17 tiden, efter ca 10 timers køretur, og tænk, der var problemer med at finde en plads. Først fandt vi ud af at Konigshof ikke tog campingcheck i disse dage, men at stort set alle pladser var booket ud pga helligdagen torsdag, det havde vi ikke tænkt på. Det var ikke muligt at få 3 nætter på konigshof så vi kørte videre, da vi endelig fandt den næste campingplads var der fuldt optaget, så vi skyndte os tilbage til Konigshof, og så måtte vi jo tage hvad vi kunne få. Vi kunne godt få 3 dage, hvis vi ville bo på det stykke af campingpladsen som ligger udenfor selve pladsen. Men da vi både havde vand og strøm lige uden for døren, så er der ingen problemer i det. Så vi var glade og stillede vognen op, dog uden fortelt.
 
Dag 10 Holland – Keukenhof
I dag gik turen til byen hvor der ligger en meget stor park - Keukenhof - med tusindvis af løgplanter. Parken har kun åben til sidst i maj. Det var planlagt at vi skulle besøge denne park, og samtidig se tulipanmarkerne i omådet.
Parken var en oplevelse - man kan sagtens få en dag til at gå med at se parken og overalt er der tulipaner og andre løgplanter i tusindvis. Det er svært at beskrive parken - den skal opleves. (Se flere billeder fra parken under punktet Lisse.). Parken var omkranset af tulipanmarker, desværre var det ved at være på det sidste, mange af markerne var høstet, men det som var tilbage var såmænd ganske imponerende. I parken er der masser af muligheder for at spise, få en kop kaffe eller hvad man nu ønsker. Der var også flere pavillioner med udstillinger - en var med orkideer, og en anden var med blomsterdekorationer, der var vel 6 eller 7 pavillioner med forskellige udstillinger. Vi tog turen rundt i parken og nød de mange blomster. En af turens højdepunkter. Parken lå ca. 20 km fra campingpladsen, så vi forsøgte at køre med de små veje hjem til campingpladsen. Vejret var ikke det allerbedste og så var endda heldige, solen gik ofte bag en sky, men regnen blev.
 

Dag 11 holland – Den Haag
I dag kørte vi til Den Haag. Ifølge vejrudsigten skulle vejret blive bedst tidlig på dagen, så det var bare om at komme af sted i god tid. Der var kun ca. 20 km derned, og det tog ikke ret lang tid før vi fandt et p-hus og efter en kort gåtur, så var vi nede ved stranden og ved den mole vi ville se nærmere på.
Der var bygget en stor mole ud i haven, på broen var der flere butikkeer, og ude for enden var der flere forskellige platforme. En med børnelegeplads, en med et tårn og bungeejump og så den store platform i 3 etager. Den nederste kunne man gå rundt på, den næste var en restaurant – både ude og inde, og den sidste var kasino. Et imponerende bygningsværk og spændende at se.
Vi gik en tur på strandpromenaden, en flot promenade, med rigtig, rigtig mange restauranter. Militæret havde en udstilling og nogle aktiviter. Der var også nogle i gang med at lave sandskulpturer, og den ene af dem var særlig flot. Der var også en del butikker, men restauranterne var absolut i flertal, og jeg tror ikke at vi nogensinde har set så mange restauranter på et sted.
Bortset fra at det var ret koldt så var vejret nogenlunde ok, solen var en del fremme, men desværre ikke hele tiden. Da vi havde gået lidt rundt ( kun nede ved stranden) så kørte vi hjemad igen. Resten af byen må vente til en anden gang.
Vi besluttede at vi ville til Katwjik og spise om aftenen, så vi kørte gennem byen hjem, og der var flere muligheder på langs promenaden.

Om aftenen fandt vi så en restaurant nede ved stranden, der var godt nok mange mennesker ud at spise denne aften, men det var jo også helligdag, og selvom vi måtte gå ret langt, så fandt vi dog et sted at spise, så vi kunne fejre vores bryllupsdag.

 
Dag 12 - hjemturen
Vi kørte tidligt afsted, og kursen var sat mod Danmark - den hurtigste vej. At tingene ligger tæt på hinanden i Holland, det er vi efterhånden blevet klar over, men nogle steder er det værre end andre. Ved Amsterdam kørte vi forbi lufthavnen og pludselig var flyvemaskinerne ikke kun lige ved siden af, nej de kørte såmænd ovenover motorvejen. Ja, det gælder jo om at udnytte pladsen. Turen hjem gik uden problemer og efter ca 10 timers kørsel (incl. pauser) var vi hjemme i Aabenraa.