banner

Dagbog 2008 - Alsace, Frankrig

Alsace fra d. 9. august -

Vi startede lørdag morgen kl 0700 fra Aabenraa, og var spændte på hvordan trafikken var. Vi tog turen med A7 via Hamborg, Hannover og ned over Kassels bjerge. Hen på eftermiddagen, sådan ca. ved 1600 tiden og ca 600 km væk holdt vi pausen for dagen.

Vi fandt en campingplads ret tæt på motorvejen ( rigtig dejligt med en navigatior og med nogle POI med campingpladser langs motorvejene - det virker bare). Pladsen hedder Heimerthausen og ligger nord for Frankfurt. En ganske ok plads, og som gennemgangsplads var den fin, hvis det var for flere dage, ville jeg nok se om der var andre pladsen. Se en større beskrivelse af pladsen under campingpladser i Tyskland

Næste dag gik turen videre sydpå mod Alsace. Det gik ligeså fint som første dag, ikke særlig meget trafik - slet ikke i forhold til at det er i begyndelsen af august og midt i ferietiden. Men det var nu dejligt og vi nåede vores plads i Alsace ved 15 tiden.

Pladsen hedder Camping des 3 chateaux - og ligger lige i udkanten af Eguisheim ved Colmar. En rigtig fin plads, fra vores plads har vi udsigt op på vinbjerget og til nogle slotsruiner. Pladsen er ikke særlig stor, men den ligger helt perfekt og her er rigtig fin. Se mere om pladsen under campingpladser i Frankrig.

 

Mandag d. 11. august.

I dag ville vi kigge nærmere på "vores by" Eguisheim. Vi var også lige en tur nede i byen igår søndag og spiste på en rigtig hyggelig restaurant. Det er en rigtig hyggelig lille landsby med masser af blomster og gamle bindingsværkshuse - ren idyl.

Vejret startede rigtig fint, og efter en kort tur rundt i byen tog vi en tur med turisttoget. Det kørte en lille tur rundt i byen, og det var kun en lille tur, da byen jo ikke er særlig stor, men turens højdepunkt var helt klart en tur på vinbjerget. Vi havde set toget køre forbi vores campingplads, så vi vidste godt at vi kom en tur på bjerget. Mens vi kørte med toget kunne vi høre om det vi så via nogle hovedtelefoner og der var 4 sprog at vælge imellem, så det var rigtig fin. Turen på vinbjerget var rigtig flot og det er egentlig utrolig så varieret et landskab sådan nogle vinmarker kan have. Turen var på ca. 30 min i det hele, og det var bestemt et af de bedre turisttogture.

Vel ankommet nede i byen gik vi rundt i byen igen og nød de små hyggelige gader, de flotte gamle huse og de ufattelig mange og smukke sommerblomster. Det er lige før det er svært at forlade byen, men vi bor jo kun 5-10 min gåtur fra centrum så vi kommer jo bare igen.

Da vi kom hjem på pladsen, tog vi bilen og fandt det nærmeste supermarked og fik handlet lidt ind til aftensmaden og hvad vi ellers manglede.

Hen på eftermiddagen kom der regn, og det har næsten regnen hele resten af dagen. Ikke så særlig meget og det var stadig varmt. På et tidspunkt var det rigtig flot oppe på vinbjerget, træerne dampede og skyerne kom kravlende og på et tidspunkt var de ret langt nede på bjergene. Det så rigtig godt ud.M

Den første hele feriedag i Alsace er gået rigtig fin, og vi glæder os til resten.

 

 

Tirsdag d. 12. august

I dag stod i regnvejrets tegn - en af de sjældne dage hvor det regner HELE DAGEN. Om formiddagen hyggede vi os i campingvognen, drak en ekstra kop kaffe og vi så lidt OL i fjernsynet og læste lidt.

Over middag synes vi det regnede lidt mindre, det gjorde det nok ikke, men pyt med det, vi kørte til Colmar og ville tage en tur på museum. Vi besøgte museet Unter Linden med Issenbergs berømte altertavle ( Alsace`s Mona Lisa er der nogle af guidebøgerne der siger). Museet ligger i et gammelt kloster og det er nogle fine gamle bygninger til museet. Sammen med adgangsbilletten fik vi en audioguide på tysk. Der var mange rigtig flotte billeder og det var en spændende tur. Ikke mindste var altertavlen rigtig flot og det er ikke kun et besøg værd i regnvejr.

Vi tog også en tur rundt i byen med turisttoget - med dansk audioguide - der var tag og sider på, så vi blev ikke våde. En flot tur, og byen kræver bestemt et besøg igen, når vejret er bedre.

Efter togturen fandt vi en hobbybutik, hvor vi tilbragte noget tid, og jeg fik købt lidt materiale så jeg kan lave endnu flere ting til www.mitdecougpage.dk

Da vi kom hjem i campingvognen var næsten alt blevet vådt, så badeværelset blev lavet til tørrekammer med el-blæseren sat igang. Temparaturen var god nok, så vi var bare våde ikke kolde.

 

Onsdag d. 13. august.

Solen skinnede så dagens tur skulle gå til Haut-Koenigsburg, et af de største seværdigheder i Alsace. Borgen var for ca. 100 år siden en ruin, og der blev bygget en borg ovenpå ruinerne. Borgen er en blanding af fiktion og historie, og et meget spændende sted.

Borgen ligger på toppen af bjerget og den vej vi kørte op var der rigtig mange hårnålesving. Vi ankom midt på formiddagen så der var p-pladser ledige. Efterhånden parkerede folk længere og længere nede ad bjerget.

På trods af det tidligere tidspunkt efter franske forhold var der ret lang kø, men vi kom da igennem og købte en audioguided tur på tysk. Borgen er meget spændende, mange spændende detaljer på borgen og nogle helt fantastiske udsigter mange steder fra.  Borgen er helt sikkert et besøg værd.

Efter nogle timers besøg på borgen kørte vi til Colmar for at nyde byen i solskin, og det var en by der strålede en del mere end dagen før. Nu var der liv i fortovscafeerne og solen gav husene meget kønnere farver.

Colmar er en rigtig flot by og Petit Venice - Lille Venedig - er godt nok lille, men rigtig flot. Det kan anbefales at vandre rundt i gågaderne, der er rigtig mange gamle gader og der er også flere spændende butikker og masser af restauranter og cafeer ( de fleste kaldes for te-salon, men deres udvalg er ikke stort i hverken kaffe eller te.)

 

Torsdag d. 14. august

Dagens tur var en lille del af vinruten. Vi startede lige nord for Colmar i byen Turckheim. En hyggelig by med 3 byporte. Vi gik en tur rundt i byen og kiggede på de flotte gamle huse.

Derfra gik turen gennem vinmarkerne til Niedermorschwihr - en meget lille by, men rigtig hyggelig - igen fortsatte vi ud gennem vinmarkerne. Nogle steder kørte vi ret højt og kunne nyde udsigten ned over byerne. Vinen gror ikke meget højere end 400 m, så rigtig højt var det selvfølgelig ikke, men højt nok for mig.

Den næste by - nok en af de kønneste byer i Alsace, efter vores mening - byen Kaysersberg. Byen var lidt anderledes, og selvom der var mange turister, så var den ikke så overfyldt. Denne by bør man bestemt se når man er i Alsace, den har noget specielt over sig.

Dagens sidste by var Riquewihr - er flere steder nævnt som den kønneste by i Alsace. Det er også en flot by og den ligger helt fantastisk, lige midt i vinmarkerne. Byen er ikke ret stor, men der er mange, mange mennesker. Jeg læste at ca. 2 mill. mennesker besøger byen hvert år, og det kunne mærkes at der kom mange. Selvom der var mange p-pladser, så var det svært at finde en, og byen var virkelig fyldt op. Det kan anbefales at besøge byen så tidlig som muligt, der er sjældent så mange mennesker afsted om formiddagen. En rigtig fin gammel by, og byen er næsten ikke beskadiget i diverse krige, så der er bevaret mange gamle bygninger. Det er næsten som et åbent museum med masser af butikker og restauranter. Vi tog også en tur med turisttoget i denne by, da vi også kom en tur rundt i vinmarkerne og sikken en udsigt ned over byen. Toget kørte ret stærkt, og nogle gange gik det også ret stærkt rundt om hjørnerne og han kørte meget tæt på kanten.... men vi holdt også stille på det sted hvor man har den flottest udsigt over byen

Efter disse 3 byer havde vi ikke lyst til at se flere byer denne dag, så vi kørte hjem på pladsen.

 

Fredag d. 15. august

Dagens tur gik sydpå for at se noget af vinruten fra os og sydpå. Dagen startede med regnvejr, så vi startede først over middag hvor det var fint vejr igen. Vinruten er kønnere i tørvejr, må jeg jo indrømme.

Vi startede i en lille by Gueberschwir - en lille køn by, som vi så fra bilen. Turen gik videre til Rouffach, som da havde en stjerne i vores grønne Michelin guide, men det var da en skuffelse, byen var ikke noget særligt, og der var næsten ingen mennesker, alt var lukket og det kunne vi ikke rigtig forstå. Efter denne lidt kedelige by kørte vi videre mod Guebwiller. Turen mellem byerne er rigtig flot, men heller ikke denne by var noget særligt. Har var også alt lukket og næsten ingen mennesker, og vi kunne ikke rigtig forstå om det var en helligdag eller hvad der var årsagen. Vi blev enige om at køre til Colmar - her måtte der da ske noget. MEN............ der var nu heller ikke så mange og vejret var da blevet nogenlunde. Selv nogle af p-pladserne var lukket. Vi fandt en hyggelig lille cafe og fik en kop kaffe og en rigtig god æbletærte. Her kunne de fortælle os at der var Maria Himmelfart på denne dag, og derfor var stort set alt lukket. Derudover må de fleste mennesker også være blevet hjemme, for der var godt ikke meget gang i byen.

Om aftenen gik jeg tur i Eguishem for at tage nogle billeder lige før solen går ned, og her var heller ikke mange mennesker, så det var forholdsvis at fotografere uden at der kom en masse mennesker på billederne.

 

Lørdag d. 16. august

Idag ville vi lidt nord på igen til Ribeuville og Hunawihr. Afstandene er ikke de store, så vi startede længst væk i Ribeauville. En køn by som har en pæn lang hovedgade med masser af gamle huse og hyggelige steder. Som de fleste steder er ikke det ikke restauranter der mangler, og det er da også hyggeligt at sidde og drikke et godt glas lokalt hvidvin i hyggelige omgivelser. Vi brugte vel et par timer i byen, før vi kørte videre mod Hunawihr.

Hunarwihr er med i fortegnelsen over de kønneste franske landsbyer. Her i Alsace er der 3 byer i den kategori - Eguisheim, Riquewihr og Hunawihr - og det er da også 3 kønne byer. Hunawihr er en meget lille by.

I byens udkant ligger der en sommerfugle park og en storkepark. Vi valgte af besøge sommerfugle parken. Den var da flot, men der var umådeligt varmt derinde og vi synes det var forholdsmæssigt dyrt - 7 euro pr person. Det var da flot, men det tog ikke ret lang tid før vi vær færdige. Vi parkerede i udkanten og gik byen og gik op gennem byen til kirken. Byen har en lille fin kirke som er befæstet og det er jo lidt sjældent. Bestemt en hyggelig lille by og det er værd at parkere bilen og gå en tur rundt i byen.

 

Søndag d. 17. august

Dagens tur var på ruten "le 5 chateaux" som startede lige uden for Eguisheim, nu skulle vi se nærmere på nogle af slotte som vi kan sidde og kigge på fra vores campingplads.

Det første stop var "le 3 chateux" - de 3 slotte. De ligger lige ved siden af hinanden på  samme bjergtop, men har været 3 forskellige slotte og der er rester tilbage af dem alle 3. Der var lidt ruiner tilbage - ikke særlige store - men forholdsvis nemt tilgængelig og med en fantastisk udsigt. Ruten gik videre gennem skoven og lidt op og ned til slottet/borgen Hohlandsbourg. Dette slot er der aktivitet på.  Slottet / borgen er restaureret og det er man kan lære noget krigsteknik, kamp uden våben og flere andre ting. Selvom flere af disse ting henvender sig til børn så er det både sjovt og spændende at se på. Det giver et spændende liv til en gammel borg når der er aktiviteter som disse. Der er også restaurant på borgen så man kan sidde og nyde aktiviteterne. Der er mulighed for gå rundt oppe på vægtergangen på toppen af borgen - hele vejen rundt. Det er ret højt oppe, men det giver en helt fantastisk udsigt hele vejen rundt. Et spændende sted og lidt anderledes sted.

Det sidste slot - også en ruin sprang vi over og kørte hjem på pladsen og fik vasket lidt tøj og bare dase lidt resten af dagen.

 

Mandag d. 18. august

Så var det tid til at bryde op i Eguisheim og køre lidt nordpå til Obernai. Det var ikke så langt - ca 50 km, men det er lidt lettere når der er korte afstande til seværdighederne og så var også tid til se lidt nye omgivelser. Vi valgte en *** kommunal campingplads i Obernai - Camping Municipal, Le Vallon de l`Ehn. En rigtig fin plads, byen ser rigtig hyggelig ud og vi har udsigt til Mont Ste Odile - et kloster på toppen af bjerget. Der er også Internetadgang på pladsen, og trådløs net, hvis antennen kan fange signalet.

Det har været en rigtig varm dag og vi har bare nydt det her på pladsen og fået handlet lidt ind, så vi kan lave lidt mad.

 

Tirsdag d. 19. august.

Dagens tur til gik en speciel sluse som ligger lidt nordvest for vores campingplads imellem byerne Lutzelbourg og St. Louis. Faktisk var vi ikke mere i Alsace, men i Lorraine. Slusen er meget speciel, skibene bliver hejst op og ned i et kæmpe "badekar". Slusen ligger i Marne-Rhein kanalen.

Tidligere skulle skibene bruge næsten et døgn gennem godt 10 sluser, idag tager turen ca 15 min. Der er højdeforskel på ca. 75 m. Vi tog en tur med udflugtsbåden som gav os tur ned af slusen, og en kort sejltur hen til næste sluse og tilbage igen og med slusen op. Der er stadig mange sluser i området, men denne specielle sparer virkelig meget tid for skibene. Det var ret specielt at blive hejst op og ned - højdeforskellen var virkelig stor, men det gik stille og roligt og man kunne nyde udsigten på vejen.

Desværre var vejret ikke så godt, det regnede faktisk en hel del, men turen i slusen var jo den samme. Lige ved siden af slusen var er en rodeln-bane (en form for slæde på skinner) og den så lidt vild ud, banen var 500 m lang og nogle gange var man ca. 10 over jorden. Det var ikke lige noget for mig, og det regnede virkelig meget, så Christian sprang også over, havde det været bare nogenlunde tørvejr skulle han helt sikkert have haft en tur.

Om aftenen var vi en tur nede i Obernei - en virkelig køn by. Vi skulle denne aften bare lige set lidt af byen og finde et sted at spise. I en af guidebøgerne stod der at byen var et eldorado for fotografer, og det kan jeg godt give dem ret i, her skal jeg virkelig ned og tage flere billeder når det er dagslys og forhåbentlig tørvejr.

 

Onsdag d. 20. august

Denne dag skulle vi se 2 steder højt oppe... Selvom bjergene ikke er særlig høje, så er de høje nok for mig. Første stop var et sted der hedder Mont Ste Odile, et gammelt kloster som ligger på toppen af Odile bjergert. Vi kan faktisk se det fra vores campingvogn, så det var ikke så langt væk. Turen derop var nu ikke så slem, og det var et rigtig flot sted.

Et sted som efter vores mening ikke må undlades når man er i Alsace. Klosteret ligger utrolig flot og med med nogle fantastiske udsigter. Det er muligt at gå hele vejen rundt og nogle steder er det godt nok lidt smalt, men det er turen værd. Selv klosteret har nogle flotte bygninger og der er også flotte blomsterbede rundt omkring. Stedet er svært at beskrive godt nok - se billederne under Mont Ste Odile under Frankrig og Alsace.

Herfra gik det videre til et mere makabert sted. Camp Struthof er KZ lejr med et flot mindesmærke ved de kors om er opstillet i mindeparken. Der var også et museum dels i en bygning ved siden af lejren og selve lejren hvor nogle af barakkerne var lavet til museum. Et barsk sted, og jeg har det slet ikke godt med at besøge sådanne steder. Det er meget specielt at gå rundt i disse omgivelser og kan læse om de rædsler der har fundet sted på netop dette sted. Man kan ikke kalde det en god oplevelse men et billede af hvad der er sket og et minde om de mennesker der været på stedet. En af de plakater som gjorde et stort indtryk på mig var et billede af en fange der kigger på de allierede fly og siger, "så var vi alligevel ikke alene". Lejren ligger på et virkeligt smukt sted og stedet var da også et velbesøgt skiområde før 2. verdenskrig. Fangerne i denne lejr har slæbt alt byggemateriale op fra dalen, og når man står og ser på stedet, så virker det fuldkommen urealistisk.

Selve køreturen var rigtig flot, og mange af stederne kunne man slet ikke fornemme at vi var ret højt oppe  - ikke før der lige pludselig var frit udsyn blandt alle træerne.

 

Torsdag d. 21. august

Idag var der marked i Obernei  - flere gader i den gamle bydel var fyldt med boder af forskellig slags. Vi tog derind midt på formiddagen og gik rundt og kiggede på  boderne. Det er en rigtig køn by, men det var ikke så meget at se i dag pga. alle boderne. Der var alt fra lokale specialiteter til tøj, tøj og atter tøj og lidt sko og andre sjove og mærkelige ting. Faktisk har byen flere spændende butikker og markedet var ikke så spændende som jeg havde håbet på. Der var for meget tøj og andre nye ting og for lidt loppemarked i forhold til hvad jeg synes er spændende. Men det var da en hyggelig stemning i byen og masser af mennesker.

Midt på eftermiddagen tog vi hjem på pladsen og fik lidt kaffe. Senere tog vi ind i byen igen for at spise aftensmad. Vi havde set en restaurant med lækre lokale specialiteter så vi tog derind. Det var rigtig godt og vi nød aftensmaden. Christian fik en lokal ret Backoeffe og jeg jeg fik en stegt forel med mandler  - lækkert - og til dessert en creme brulee.

 

Fredag d. 22. august.

Så er turen kommet til Strassbourg. Vi kørte ind til P+R parkeringsplads, og ved at betale 2,8 euro kunne vi parkere hele dagen og til samme pris køre med sporvognen ind til centrum. Det er både billig og smart. Vi havde kun knap 30 km til denne parkeringsplads, og det gik nemt, den lå i udkanten af byen og var nem at finde.

Da vi kom til byen startede vi med en bådtur for at se byen fra denne side. Vejret var fint endnu så vi valgte en åben båd. En fin tur og vi så både den gamle bydel og EU bygningen. Derefter vandrede vi rundt i det gamle centrum og vi var også inde og se domkirken - den er bare utrolig flot, og inde i kirken var der et astronomisk ur, som var rigtig flot. Når man puttede 20 cent i en automat kom der lys på. Kirken er bare et must når man er i byen, det er en stor om imponerende bygning.

På et tidspunkt kom vi til Petit France, et af de mest besøgte steder i Strassbourg. Et rigtig hyggeligt område med et væld af cafeer og restauranter. Desværre begyndte det at regne, men bydelen er stadig flot. Masser af gamle huse og de ligger helt ned til kanalen.

Vi vandrede rundt i byen indtil ca 16-tiden, så besluttede vi at finde sporvognen og køre hjem.

Hjemme på pladsen var der salg af tartee flambee på pladsen og bagefter var der musik - et hyggeligt indslag og fint med lidt aktiviteter på campingpladsen.

 

Lørdag d. 23. august

Den sidste dag i Alsace - i dag ville vi ikke lave noget særligt. Vi kørte en kort tur til Mittelbergheim, en lille landsby som er med i bogen "Les plus beau village"/ de kønneste landsbyer i Frankrig. Byen lå ca. 10 km syd for Obernei, så det var kun en kort tur. Byen var ikke noget specielt, en lille køn by javist, men så heller ikke mere. Der er virkelig stor forskel på de byer som har denne betegnelse, vi har set nogle utrolig flotte småbyer og nogle hvor vi ikke rigtig kunne se hvorfor de havde fået denne betegnelse. Denne by var sådan midt imellem, en lille køn by men ikke en omvej værd.

Da vi kom tilbage til Obernei kørte vi ind til byen, fik lidt frokost og fik handlet lidt vin i en cave og fik handlet i supermarkedet. Vi fik også pakket lidt sammen og forberedt hjemturen.

Om aftenen var der ret fint sol over byen, så jeg kørte ned i byen for at fotografere lidt.

 

Søndag d. 24. august

Så begyndte hjemturen - første del var nu ikke så langt. Vi kørte knap 400 km nordpå til Schlüchtern i Tyskland for at besøge noget familie. Vi fandt en dejlig plads i en lille by der hedder Hutten. Vi har boet her før og kendte pladsen, vi bor endda på nøjagtig samme plads som sidst. Pladsen ligger ret højt og flere steder fra pladsen kan man godt se bjergene, men ellers fornemmer man ikke at den ligger så højt.

Turen hertil gik fint, lige omkring Frankfurt var der en del trafik, men det gik uden problemer.

 

Mandag d. 25. august

Næste dag var vi på familebesøg og de tog os med på tur til Bayern for at se det skønneste lille eventyr slot - Sloss Mespelbrunn. Det var en fin køretur dertil og vi fik forklaringer undervejs. Erika havde sørget for kaffen og kagerne til undervejs, og det var en rigtig god tur og en hyggelig dag med både sightseeing og en snak med familien fra denne del af Tyskland.

 

 

Tirsdag d. 26. august

Hjemtur - alt gik planmæssigt og selvom det er en ret lang tur fra Frankfurt og hjem, så gik det fint og vi nåede godt hjem.